Internationale studerende gør en forskel for Keyhole

Nyhed
13.10.2021

Internationale studerende gør en forskel for Keyhole

Af Søren Munch Terkelsen


Keyhole tilbyder med Keyhole Deposite et alternativ til den klassiske indbetaling af depositum og forudbetalt leje i lejeboliger, og de har siden etableringen i 2019 haft internationale studerende tilknyttet firmaet.

Keyhole har kontor i Construction Center Denmark (CCD) i Horsens og de har haft stor glæde af CCD’s tætte kontakt til VIAs uddannelser. Keyhole ansatte nemlig en international studerende fra Software Technology Engineering-uddannelsen som studentermedhjælper kort efter opstarten af virksomheden, og de har haft internationale studerende tilknyttet lige siden.

Den første internationale studerende var fra Ungarn, og han gjorde det så godt, at Keyhole  opdagede, at de internationale studerende, både som praktikanter og studentermedhjælpere, kan være med til at gøre en forskel for firmaet.

Lærevilligheden er stor
Keyhole har kontorer i både Horsens, København og Riga. Det er et dynamisk firma, som har behov for dynamiske ansatte, for at være på forkant med udviklingen. Mads Bach Andersen, CPO & Co-founder, af Keyhole fortæller:

”Vi rekrutterer internationale studerende fra Software Technology Engineering-uddannelsen på VIA, og vi fandt hurtigt ud af, at de har en god faglig ballast med sig. Samtidig er de hurtige til at sætte sig ind i de problemstillinger, vi arbejder med. Så der går kort tid fra vi tilknytter dem, til de mere eller mindre kan håndtere deres egne arbejdsopgaver”.

Keyhols erfaring med de internationale studerende er, at de har stor lyst til at lære nyt, de er nysgerrige, og de vil gerne udfordres. Lærevilligheden er stor og de går hurtigt ind og tager ansvar for de opgaver, de arbejder med.

De vil kvalificere sig til et job i Danmark
Flertallet af de internationale studerende på VIA vil gerne blive i Danmark efter de har færdiggjort deres uddannelser. Derfor kan det være afgørende for dem, at få relevant erhvervserfaring i løbet af deres uddannelse så de kan kvalificere sig til et job i en dansk virksomhed som dimittender:

”Vi kan mærke på vores internationale studerende, at de har noget på spil. Og de ved, at leverer de en god, stabil arbejdsindsats – det gør de hos os - som praktikant eller studentermedhjælper kan det være et springbræt til det danske arbejdsmarked”, forklarer Mads Bach Andersen og fortsætter:

”I Keyhole er vi bevidste om, at vi også har et ansvar for give de internationale studerende et fundament her i Danmark. Så vi prøver at klæde dem på, både fagligt og i forhold til, hvad det kræver at være ansat på en dansk arbejdsplads. På den måde giver vi dem de bedste forudsætninger for at integrere sig i samfundet”.

Hurtigt selvkørende
Keyhole kan som start-up virksomhed ikke altid tilbyde de samme vilkår til deres praktikanter og studentermedhjælpere som store etablere virksomheder kan. Det betyder blandt andet, at praktikanterne og studentermedhjælperne hurtigere skal være selvkørende.

Den udfordring har de internationale studerende i Keyhole taget op. Samtidig har de, med deres kulturelle baggrund, deres tilgang til de faglige udfordringer og deres tilgang til det at være en del af en dansk arbejdsplads, været en inspiration for de øvrige medarbejdere.


Læs mere om Keyhole og Keyhole Deposite på: www.usekeyhole.com

 

Gå tilbage

Internationale studerende gør en forskel for Keyhole

bubble