Der var fuldt hus hos CCD, da projektpartnerne mødtes til kickoff-workshop for det nye innovationsprojekt ”Fremtidens fuldautomatiske kvalitetssikring af ventilationsinstallationer med BIM, droner og AI”.
Projektet udspringer af det strategiske forsknings- og innovationssamarbejde mellem Construction Center Denmark (CCD) og VIA University College.
Workshoppen markerede startskuddet til et tæt samarbejde på tværs af virksomheder, forskere og udviklingsmiljøer.
Et stærkt partnerskab på tværs af branchens nøgleaktører
Projektet samler et team med alle nødvendige kompetencer:
- PRO|Ventilation – hovedansøger og ansvarlig for faglig ventilationsviden, KS-proces og data fra byggepladser
- B3DScan ApS – ansvarlig for droneflyvning, dataindsamling og BIM-integration
- MainAI ApS – udvikler AI-modeller til fejldetektion og automatiserede KS-rapporter
- VIA University College – forskning, innovation og projektledelse, med ansvar for udvikling, koordinering og inddragelse af studerende
- Construction Center Denmark (CCD) – ansvar for kommunikation, formidling og business case samt præsentation af resultater over for branchen i tæt samarbejde med WBDK.
En ny måde at tænke kvalitetssikring i byggeriet
Projektet adresserer en velkendt udfordring: kvalitetssikring (KS) af ventilationsinstallationer er i dag en manuel, tidskrævende og fejlbehæftet proces. Det betyder, at fejl ofte opdages for sent og resulterer i omarbejde, ekstra omkostninger og materialespild.
Projektets mål er at udvikle og afprøve et koncept, hvor KS-processen:
- udføres automatisk hver dag
- foretages af selvstyrende droner uden for arbejdstiden
- analyseres af AI-modeller, der sammenligner dronedata med BIM
- genererer fejlmarkeringer og KS-rapporter til håndværkerne dagen efter
BIM-modellen opdateres løbende til en fuld digital twin, der dokumenterer både projekteret og udført arbejde. Det skaber sporbarhed, styrker kvaliteten og giver bygherre og byggeledelse realtime-overblik over fremdrift og kvalitetsniveau.
Potentialet: Højere kvalitet, mindre CO₂ og nye forretningsmuligheder
Hvis løsningen lykkes, kan projektet blive en game-changer for hele ventilationsbranchen – og på sigt andre fagdiscipliner. Projektet forventes at reducere fejl, begrænse materialespild, nedbringe CO₂-aftryk og åbne nye digitale forretningsmuligheder for partnerne og branchen som helhed.
Kim Jacobsen som er tilknyttet CCD og VIA’s fælles samarbejde er ansvarlig projektleder for projektet. Så ønsker du har høre mere kan du kontakte Kim.
Et projekt med stort perspektiv
Projektet er støttet af WE BUILD DENMARK og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og resultaterne vil løbende blive formidlet gennem WBDK’s kanaler og via CCD.
CCD ser frem til at følge og formidle projektets udvikling – og til at bidrage til, at branchen får adgang til ny viden, innovative løsninger og stærke samarbejdsrelationer.